Hvad er terapi?

Samtaleterapi handler om:

  • Opmærksomhed
  • Følelser
  • Tænkning
  • Handling
  • Det sammenspil mellem ovenstående som medfører psykisk smerte
Samtaleterapi, eller det psykoterapeutiske arbejde, har at gøre med de 'bånd' som findes imellem os mennesker. 

Man kunne sige, at en person kommer til psykolog med et forviklet forhold til sig selv og sine omgivelser og han ønsker den nødvendige klarhed til at tænke, føle og handle anderledes. 

Klienten kan have det svært af mange grunde, men han eller hun behøver et medmeneske at tale med. Men ikke et hvilket som helst medmenneske.

Ikke nogen der gode at tale med sådan i almindelighed - det er ikke nok. Der skal visse kvalifikationer og træning til, men der er også andre grunde. Måske findes der ingen i klientens omgangskreds, klienten føler sig så trygge ved, at han eller hun kan åbne sig. 

Derudover viser klientens problem sig netop ofte i klientens forhold til venner og familie. Dette sidste gør, at hjælp - så at sige 'udefra' - er nødvendigt. 

Der er de som mener, at dette at gå i samtaleterapi er noget med at sidde og 'pille navle' - Det er helt forkert.

Tværtimod viser det sig oftest, at klienten kommer for at blive fri for at beskæftige sig med sig selv. Han eller hun kommer for at blive fri for tanker som kører i ring, uden at der kommer noget ud af det, og han eller hun kommer for at få et bedre forhold til sine medmenesker, hvad enten der så er tale om ægtefælle, samlever, venner eller kolleger.

I samtaleterapi kan man sige, at klienten på den ene side er kommet for få hjælp. Psykologen på den anden side, er kommet for at hjælpe. Samtalen er en dyb og højst fortrolig samtale, og det er en samtale, som adskiller sig fundamentalt fra den venskabelige samtale. 

At klienten på den ene side er kommet for at få hjælp og terapeuten på den anden side for at hjælpe lægger op til et noget skævt forhold. Men der er grænser for hvor skævt forholdet kan være - de grænser er der for at beskytte klienten. Psykologen lytter og svarer klienten, men han er ikke på nogen anden måde involveret i klientens liv.

Ingen psykolog (eller andre) kan garantere frihed fra psykisk smerte, det ville være et udtryk for storhedsvanvid at påtage sig dén opgave. Men oplevelsen af at kunne dele sin smerte, og at have sådan et forhold til sine medmennesker, at man kan dele sin smerte, er nødvendig for at kunne fungere som menneske - og ikke sjældent bliver smerten mindre, eller den forsvinder helt, når dette lykkes.

 

Jeg kan gå til sagfører (advokat) og jeg kan lægge min sag i hans hænder. Han fører så min sag - Han tager ansvaret for mit problem.

Jeg kan lade mig operere. Jeg overdrager ansvaret til kirurgen og jeg får narkose for ikke at opleve smerten og ubehaget ved operationen.

Men at gå til psykolog er noget helt andet.

Af grunde som har med min livshistorie at gøre, forholder jeg mig til mig selv og andre, på måder som giver mig problemer og smerte. Disse knudrede måder at forholde sig på, lader sig ikke sådan lige løse sig op.

Engang lærte jeg denne måde at forholde mig på, for at beskytte mig mod noget endnu værre. Nu bruger jeg meget af min energi på at opretholde denne måde at forholde mig på.

- Og jeg opgiver ikke denne måde at forholde mig på, bare fordi et andet menneske gør mig opmærksom på, at det er uhensigtsmæssigt.

Et stykke hen af vejen ved det egenligt godt, det er derfor jeg er kommet. Det der skal til, er, at jeg forholder mig anderledes til mig selv, til min kone eller samlever, til mine venner, til mine kolleger osv.

Som sagt var der tidligere i mit liv gode grunde til, at jeg forholdt mig som jeg gjorde - Jeg forholdt mig som jeg gjorde for at forsvare mig mod noget endnu værre.

Lige nu ændrer jeg ikke gerne min 'gode gamle' måde at forholde mig på - jeg gør modstand.

For jeg skal samle mod til at se hvad jeg ikke kan eller vil se. Derfor er det noget jeg ikke kan gøre på egen hånd. Derfor er det godt at have en psykolog ved hånden.

Terapeutens opgave bliver så at lægge tingene til rette, så jeg kan overvinde min modstand.