Jalousi og lavt selvværd

Det som ofte (men ikke altid) ligger bag jalousi er dårligt selvværd, eller for nu at sige det på en anden måde - man er ikke helt sikker på, at man er værd at elske. Skulle det være tilfældet, kunne man stå for at opdage, at man er en mere elskværdig person, end man gik og troede.

For måske handler jalousien dybest set om to ting. For det første angsten for at blive forladt og for det andet et dårligt selvværd.

Den som er mest jaloux er den som behøver mest bekræftelse på kærlighed, ikke nødvendigvis den som elsker mest. Det handler mere om ens egen angst end følelserne for partneren.

Den alvorligste type af jalousi er hvor man uden at være klar over det, har et stort behov for at kontrollere sin partner. Der findes mænd og kvinder som hele tiden indbilder sig, at deres partner er dem utro eller at de flirter med andre. I værste tilfælde kan det føre til, at man ødelægger sit parforhold, fordi man ikke længere kan kontrollere sine egne følelser.

Jalousi kommer af angsten for at blive forladt - jalousi er et skrig om kærlighed. Dårligt selvværd indebærer, at man ikke er helt sikker på om man er værd at elske. Kommer det så langt ud, at man ikke kan slippe tanken om, at den anden bedrager én, forlader én, kan jalousien virkeligt blive et problem og en selvopfyldende profeti.

5 tegn på mere alvorlig jalousi

  • Din partner bebrejder dig, at du udspørger ham eller hende, når han eller hun kommer hjem en time senere end aftalt.
  • Din partner bebrejder dig, at du ringer til hans eller hendes job, for at kontrollere ham eller hende.
  • Din partner bebrejder dig, at du gennemroder hans eller hendes ting, checker hans eller hendes mails og sms'ser.
  • Din partner bebrejder dig, at du vil vide alt om hans eller hendes tidligere seksuelle relationer, og han eller hun bebrejder dig, at når i møder nogen han eller hun kender, at så vil du vide, om han eller hun har haft sex med vedkommende.
  • Din partner bebrejder dig, at han eller hun ikke må møde sine venner, gå i byen alene og at han eller hun ikke må have kontakt til nogen du ikke kender.

 

En undersøgelse fra Southern Oregon University af 150 par viste at 40% af kvinderne med vilje provokerede jalousi frem hos sin partner for at styrke båndene i forholdet. Og når partneren viste jalousi så kvinderne det som et bevis på partnerens kærlighed. En næsten lige så stor andel af kvinderne provokerede jalousi frem hos deres partner for at vise ham at andre mænd fandt hende attraktiv og at de kunne forlade deres partner hvis han ikke viste dem tilstrækkelig opmærksomhed. Kun ganske få provokerede jalousi for at hævne sig deres partner over et eller andet og 8 % gjorde det for at øge deres eget selvværd.